Mikroøkonomi - 6.6 Prisdiskriminering af 2. grad

 

2. grads prisdiskriminering er i bund og grund en mere grovkornet og realistisk version af 1. grads. Jo bedre en virksomhed er til prisdiskriminering af 2. grad, jo tættere kommer de på at være i stand til at lave 1. grads prisdiskriminering

Ved 1. grads prisdiskriminering sørger producenten for, at den enkelte forbruger betaler lige netop den maksimale pris, denne er villig til at betale.

 

Ved 2. grads prisdiskriminering forsøger producenten at gøre dette, men kan ikke bestemme den enkeltes betalingsvillighed og må derfor forsøge at opstille ’pakkeløsninger’, som forbrugerne selv vælger afhængig af betalingsvillighed.

Disse pakkeløsninger kan være i forhold til mængder, f.eks. én banan for 2,5kr eller 10 bananer for 20kr. Alternativt kan det være i forhold til kvalitet, f.eks. business class eller economy class når man flyver. Det kan også være begge dele. Uanset hvad, så bliver alle forbrugere, der vælger en pakke, behandlet ens – de betaler samme pris og får samme vare.

 

Sammenlignet med førstegrads prisdiskriminering er profitten og producentoverskuddet lavere, mængden den samme og forbrugeroverskuddet højere. Der er stadig intet dødvægtstab.

 

Vi har endnu ikke fundet pensum, som har udregning af 2. grads prisdiskrimination inkluderet. Det er også besværligt, da der i så fald skal være information om, hvordan de førnævnte ’pakker’ ser ud. I udgangspunktet er det derfor vigtigt at kunne forskellen på 1.- og 2. grads prisdiskriminering.

 

Tabellen i boksen giver et overblik over forskelle og ligheder mellem de to typer af prisdiskriminering